Danmark får testcenter for mega - vindmøller

29. juni 2009

Danmark skal have et nationalt testcenter for vindmøller, hvor industrien kan afprøve prototyper af nye vindmøller. Anlægget har så stor samfundsmæssig interesse, og det kræver en så bred opbakning, at det skal vedtages ved lov.

Det har regeringen besluttet, og miljøminister Troels Lund Poulsen har nu bedt By- og Landskabsstyrelsen om at udarbejde et forslag til anlægslov, der skal være klar til behandling i Folketinget til efteråret.

"Det er af national betydning, at Danmark kan tilbyde de meget omfattende faciliteter, som vindmølleindustrien skal bruge til at få afprøvet deres prototyper. Et testcenter er en forudsætning for, at vi kan fastholde udviklingen af vindmøller i Danmark, og at vi fortsat kan have en førerposition på det vigtige marked. Men et testcenter er et meget stort anlæg på linje med motorveje og broer - og det kræver et meget stort areal, derfor mener jeg, at et flertal i Folketinget skal stå bag en så stor beslutning," siger miljøminister Troels Lund Poulsen.

Et tværministerielt udvalg under By- og Landskabsstyrelsen er i øjeblikket i gang med at undersøge, hvor i landet testområdet kan placeres. Man har endnu ikke lagt sig helt fast på, hvor stort området skal være - men det ligger i størrelsesorden af 5-6 km2. Ikke alene er det svært at finde et så stort ledigt område i Danmark, det skal samtidig opfylde særlige krav i forhold til vindmøller: Det skal blæse, det skal ligge i betydelig afstand fra beboelser, og det skal så vidt som muligt tage hensyn til natur- og miljøinteresser. Arbejdsgruppen vil komme med en indstilling om endelige placeringsmuligheder til miljøministeren i forbindelse med lovforslaget.

På det nye nationale testcenter skal man kunne afprøve møller, der er op til 250 meter høje. Udviklingen af centret vil ske i tæt samarbejde med vindmølleindustrien.

Yderligere oplysninger:
Sven Koefoed-Hansen, vicedirektør, By- og Landskabsstyrelsen, tlf. 72 54 47 14 el. 21 45 54 04
Thomas Hag, pressemedarbejder, Departementet, tlf.: 72 54 60 41 el. 22 48 10 30

 

Miljøministeriet - Højbro Plads 4 - 1200 København K - Tlf: 7254 6000 - Email:  - Find vej