 |
Miljøminister Connie Hedegaard har i dag offentliggjort de første naturgenopretningsprojekter, som led i den særlige vand- og naturindsats under miljømilliarden. Projekterne vil koncentrere sig i 11 geografiske indsatsområder. De første projekter vil nu gå i gang især i Limfjordsområdet, Gudenådalen ved Randers og Odense Å-systemet. Hertil kommer en række mindre projekter i Syd- og Vestjylland. Allerede i 2007 bruges der 226 mio. af miljømilliarden på naturgenopretning. |
"I et rigt samfund som det danske har vi en forpligtelse over for de kommende generationer til et værne om naturen. Nu giver vi naturen et massivt løft i især vådområder, ådale, vandløb og søer. Det er en genopretningsindsats, der kommer oven i alt det andet, vi i forvejen gør på naturområdet. De nye store naturprojekter vil være til gavn for vandmiljøet, flora og fauna - og ikke mindst for lokalbefolkningen i form af nye muligheder for friluftsliv og oplevelser" , siger miljøminister Connie Hedegaard.
I løbet af 2007 vil der blive iværksat flere naturgenopretningsprojekter, og inden udgangen af 2009 er målet at der er iværksat projekter i alle 11 geografiske indsatsområder. Ud af miljømilliarden vil de 558 mio. kroner i 2007-09 gå til en særlig vand- og naturindsats, som indebærer en lang række store naturgenopretningsprojekter fordelt på 11 indsatsområder landet over.
Miljøministeren har i dag offentliggjort de kriterier, som lægges til grund for prioriteringen af vand- og naturindsatsens projekter. Der vil blive fokus på naturgenopretning bl.a. af vådområder f.eks. ådale, vandløb, søer, våde enge, strandenge m.v., og indsatsen skal både bidrage til at sikre danskerne flere muligheder for aktivt at nyde naturen og gennemføre EU's direktiver om naturbeskyttelse.
Samtidig indleder miljøministeren nu en bred folkelig dialog om indsatsen. I løbet af årets første halvdel vil ministeren deltage i en række regionale borgermøder om natursyn, naturpolitik og vand- og naturindsatsen. Skov- og Naturstyrelsen vil sideløbende indlede drøftelser om indsatsen i det enkelte indsatsområde med lokale kommuner, erhvervsorganisationer, grønne organisationer og repræsentanter for det organiserede friluftsliv.
"Sidste år havde vi en bred debat om natursyn, bl.a. som optakt til den naturpolitiske redegørelse, som jeg afgav til Folketinget i oktober. Jeg glæder mig meget til at fortsætte dialogen ved en række møder udover landet og denne gang med et meget konkret og praktisk ophæng i de forskellige vand- og naturprojekter. Det er helt centralt, at der er lokal opbakning til projekterne. Jeg ønsker dialog omkring indsatsen og derfor vil jeg her i foråret tage rundt i landet" , siger miljøminister Connie Hedegaard.
I forbindelse med offentliggørelsen af projekterne under vand- og naturindsatsen har miljøministeren desuden underskrevet en international erklæring, som understreger regeringens fortsatte opbakning bag det internationale mål, der forpligter Danmark til at stoppe tabet i naturens mangfoldighed i 2010. Erklæringen er Den Internationale Naturbeskyttelsesorganisations (IUCN) opfordring til beslutningstagere i den offentlige og den private sektor til at bidrage til beskyttelse at dyr og planter og deres levesteder. Med Danmark har 14 lande underskrevet erklæringen. (Se billede fra underskrivelsen .)
"2010-målet er for mig et væsentligt politisk pejlemærke, som vi bør holde fast i og som vores konkrete aktiviteter på naturområdet skal understøtte. Med vand- og naturindsatsen genoprettes naturtyper, som i mange år har været trængt. Adskillige dyre- og plantearter vil få gavn af den indsats", udtaler miljøminister Connie Hedegaard.
Se hjemmesiden om den særlige vand- og naturindsats her .
Se faktaark om projekteksempler der søges realiseret.
Se faktaark om Gryderup Sø .
Se faktaark om Silke Å .
Se faktaark om kriterier for projektprioriteringer og indsatsområder.
Se faktaark om projekttyper og videre proces .
Se faktaark om IUCN .
Se faktaark om truede dyrearter .
Yderligere oplysninger:
Specialkonsulent, Frans Richard Bach, Skov- og Naturstyrelsen, tlf. 39 47 22 11.
Redigeret med billeder 12/2-07
|