102 mio. kroner og 10 nye vand- og naturprojekter til Jylland

7. juni 2007

Miljøminister Connie Hedegaard (K) har i dag offentliggjort, hvor næste runde af naturgenopretningsprojekter fra den såkaldte miljømilliard skal være. Det drejer sig denne gang udelukkende om projekter i Jylland – nærmere bestemt Ganer Å og Kirke Å ved Ringkøbing Fjord, Hostrup Sø, Kogsbøl Mose, Brede Å og diverse andre vandløbsprojekter ved Vadehavet, Råsted Lilleå ved Nissum Fjord, et skovrejsningsprojekt ved Skanderborg, Uldum Kær og Vilholt Mølle i Gudenådalen og Villestrup Ådal ved Mariager Fjord.  I alt er der tale om naturgenopretningsprojekter for 102 mio. kroner

 

”Vi er i gang med en storstilet genopretning af ådale, vandløb og søer. Indsatsen i de nye områder supplerer den indsats, der allerede er iværksat, og som jeg har offentliggjort løbende tidligere på året. Den nye indsats i Jylland vil helt konkret gavne f.eks. miljøtilstanden i Mariager Fjord, vandløbstilstanden i Gudenåen og laks og snæbel i en række åer med udløb til Vadehavet. Men projekterne skal også være til glæde for lokalbefolkningen i Jylland, som får endnu mere natur at glæde sig over. Vi har en forpligtelse overfor vores efterkommere til at passe på naturen og gerne give den videre i bedre stand, end vi modtog den”, siger miljøminister Connie Hedegaard (K).

 

I løbet af i år vil der blive iværksat en lang række naturgenopretningsprojekter, og inden udgangen af 2009 er målet, at der er igangsat projekter i alle 11 geografiske indsatsområder landet over. Ud af miljømilliarden er afsat 558 mio. kroner i 2007-09 til den særlige vand- og naturindsats i indsatsområderne. De 102 mio. kroner til jyske naturprojekter kommer herfra. Skov- og Naturstyrelsen har indledt drøftelser om indsatsen med lokale kommuner, erhvervsorganisationer, grønne organisationer, lodsejere og repræsentanter for det organiserede friluftsliv.

 

Projekterne vil primært få fokus på naturgenopretning af bl.a. vådområder som ådale, vandløb, søer, moser og våde enge. Indsatsen skal både bidrage til at sikre danskerne flere muligheder for aktivt at nyde naturen og gennemføre EU’s direktiver om naturbeskyttelse.

 

”Vi har alle forskellige opfattelser af, hvad god natur er. For nogle er det den bynære skov - for andre stilheden ved en smuk sø eller et rislende vandløb. Men hvordan skal vi bruge den? Sidste år igangsatte jeg en debat om natursyn, som her i foråret er fortsat med borgermøder rundt om i landet, hvor vi kan diskutere natursyn og naturpolitik”, siger miljøminister Connie Hedegaard (K), der afholder det andet af tre borgermøder om natur dette forår og sommer i aften kl. 19 på Testrup Højskole ved Mårslet syd for Århus.

 

Se faktaark om de nye projekter:

Ganer Å og Kirke Å

Villestrup Ådal

Vilholt Mølle

Uldum Kær

Skovrejsning ved Skanderborg

Råsted Lilleå

Brede Å

Hostrup Sø

Kogsbøl Mose

Vandløbsprojekter Vadehavet

 

Se hjemmeside om den særlige vand- og naturindsats på: http://www.skovognatur.dk/Emne/Naturbeskyttelse/Naturpleje/Naturprojekter/vandognatur/

 

Yderligere oplysninger:

Pressemedarbejder i Miljøministeriet, Thomas Hag: Tlf: 33 92 59 90 el. 22 48 10 30

Om de enkelte projekter – se følgende liste

 

Miljøministeriet - Højbro Plads 4 - 1200 København K - Tlf: 7254 6000 - Email:  - Find vej