Fremtidens naturpolitik

6. oktober 2006

Der skal skabes flere og bedre skove, søer og andre naturområder i Danmark, så vilde dyr og planter sikres en fremgang og den enkelte dansker får mulighed for flere naturoplevelser. Det er hovedbudskabet i den naturpolitiske redegørelse, miljøminister Connie Hedegaard netop har fremlagt. For at nå målet vil regeringen lade tre centrale værdier være styrende for fremtidens naturpolitik: Mangfoldighed, ansvar og dialog.

"Regeringen ønsker mere og bedre natur i Danmark. Vi skal standse nedgangen i den biologiske mangfoldighed, vi skal alle tage ansvar for at passe på naturen for vores børn og børnebørns skyld, og så skal vi turde gå i dialog og indgå partnerskaber med f.eks. de grønne organisationer, fordi fælles løsninger holder længst", siger miljøminister Connie Hedegaard.

Med redegørelsen lægger regeringen op til en bred debat om den danske naturindsats.

"Naturen betyder noget for os danskere - men den betyder noget ganske forskelligt for hver af os. Vi har hver især vores egne unikke oplevelser i naturen. For nogle er det turen i den nærmeste park, der tæller. For andre er det en efterårsdag i en dansk bøgeskov. En af de mest langsigtede forpligtelser vi har som mennesker, er at videregive et land i samme - eller bedre - tilstand til vores efterkommere. Det gælder også for naturen", siger miljøminister Connie Hedegaard.

Redegørelsen påpeger den langsigtede indsats, og kommer også med forslag til, hvor der skal gøres en konkret indsats for naturen. Regeringen vil bl.a. arbejde for, at

  • skabe ny natur og bedre vandmiljø - bl.a. med ekstra 700 mio. kr. til konkrete      naturprojekter
  • give kommunerne gode muligheder for at løse deres nye naturopgaver - bl.a. gennem et nyt system til kvalitetsstyring
  • bidrage til naturen bruges aktivt til forbedring af livskvalitet og sundhed- bl.a. via medfinansiering af projekter, som giver lokale naturoplevelser over hele landet
  • styrke samarbejdet med bl.a. de grønne organisationer


Regeringens naturpolitiske redegørelse debatteres i Folketinget den 12. oktober 2006 og efterfølges senere i dette folketingsår blandt andet af en konkret plan for natur- og vandindsatsen.

Læs redegørelsen her.
Du kan deltage i debatten om naturen på www.naturdebatten.dk

Yderligere oplysninger:
Kontorchef Flemming Nielsen, Skov- og Naturstyrelsen, tlf.  39 47 29 01.

Abonnér på pressemeddelelser

Få tilsendt en mail, når ministeriet udsender en ny pressemeddelelse.
Tilmeld/afmeld

Genveje
Miljøministeriet - Højbro Plads 4 - 1200 København K - Tlf: 7254 6000 - Email:  - Find vej