Klimarapport kræver kursskifte

2. februar 2007

Det er nu mere end 90 pct. sikkert, at den globale opvarmning siden midten af det 20. århundrede skyldes menneskeskabte drivhusgasser. Samtidig står det klart, at den globale opvarmning foregår langt hurtigere nu, end man tidligere har observeret. Det konkluderer FN's Klimapanel, IPCC, i første del af panelets fjerde hovedrapport, som i dag er blevet offentliggjort i Paris.

"Med rapporten går klimapolitikken ind i en ny fase, for signalet er jo utvetydigt: Ja, der er klimaforandringer, ja, det går stærkere og stærkere og ja, det er vi menneskers adfærd, der spiller en afgørende rolle. Tydeligere kan det ikke siges til alverdens politikere og borgere: Verdenssamfundet skal handle og vi skal gøre det nu. Vi ved, at omkostningerne kun bliver større, hvis vi venter, og venter vi, til vi har 100 pct. vished, ja så løber vi en umådelig risiko på kommende generationers vegne. Det vil være uansvarligt."

"Vi er som borgere og som forbrugere, som politikere og som virksomheder nødt til at handle nu, i det store og i det små. Klimapanelets rapport fortæller os, at vi alle er nødt til at tænke mere over vores livsførsel - når vi køber ind, når vi transporterer os selv, den måde vi indretter vores hjem på, osv. osv.  Vi har en moralsk forpligtelse til at tænke på dem, som kommer efter os. Vi kan ikke opføre os som en kæmpemæssig flok græshopper, der kommer og æder det hele og ikke efterlader noget til vores efterkommere. Vi er forpligtet til at handle, og rapporten fortæller os, at det skal være nu", siger miljøminister Connie Hedegaard.

Resultaterne i rapporten viser entydigt, at jorden går en væsentlig varmere fremtid i møde. Den globale middeltemperatur vil uden politisk handling sandsynligvis stige 2-4 grader inden år 2100, og kloden har allerede oplevet en stigning på næsten 1 grad siden 1750, hvor mennesket for alvor begyndte at rydde skov og afbrænde kul, olie og gas. Samtidig slår rapporten fast, at ændringer i udbredelsen af havis og gletschere vil fortsætte og muligvis tiltage i styrke. Øget afsmeltning og opvarmning af havene vil bidrage til et stigende havniveau, og rapporten forudser desuden, at havniveauet vil stige 0,2-0,6 meter inden 2100. Forskerne dækker mange forskellige emneområder lige fra iskerner til solpletter. Alligevel er panelets konklusion entydig.

"Men samtidig med at klimapanelet tegner et dystert billede af fremtiden, hvis vi ikke gør noget, ved vi jo også, at det står i vores magt at gøre noget ved klimaændringerne. Det er mennesket, der skaber klimaændringerne, og derfor er det også os, som kan bremse ændringerne, Næste skridt må og skal være en ambitiøs, international aftale om at reducere udledningerne af drivhusgasser, hvor ikke mindst USA og andre store udledere som Kina, Brasilien og Indien også skal med", fastslår Connie Hedegaard.

IPCC's rapport er et udtryk for panelets samlede vurdering af de seneste seks års klimaforskning og bestyrker vurderingerne i klimapanelets tre tidligere hovedrapporter. Alle aspekter af klimaforandringerne er blevet vendt og drejet, hvilket gør IPCC-rapporten til det mest sikre videnskabelige grundlag, der findes. FN's Klimapanel består af mere end 1200 forfattere, og rapporterne er blevet gransket af yderligere 2500 uafhængige forskere fra mere end 100 lande. Rapporten er første del af klimapanelets fjerde hovedrapport. Anden del forventes at udkomme i april. Læs mere om IPCC-rapporten på www.mst.dk/Klima.

Regeringen præsenterede i januar en energistrategi med en vision om at Danmark på langt sigt helt skal frigøre sig fra fossile brændsler - kul, olie og naturgas. I stedet skal vi anvende vedvarende energi, som i 2025 mindst skal fordobles til at udgøre mindst 30 pct. af det danske energiforbrug. Samtidig besluttede regeringen i perioden 2007-2010 at fordoble den offentligt finansierede indsats for forskning, udvikling og demonstration af energiteknologier med 500 mio. kr., så den fremover vil udgøre 1 mia. kr. årligt.

Regeringen præsenterede i december en klimaplan som vil sikre at Danmark lever op til den formentlig mest ambitiøse reduktionsforpligtelse i verden, nemlig 21 pct. i 2012. Samlet skal EU reducere med 8 % i 2012. Regeringen støtter, at EU reducerer drivhusgasserne med 30 pct. i 2020 som led i en global aftale. EU's miljøministre mødes om et par uger for drøfte, hvordan EU skal gå forrest i kampen mod de menneskeskabte klimaændringer.

Yderligere oplysninger:

  • Cand.scient. Povl Frich, Miljøstyrelsen, tlf. 32 66 01 40
  • Ph.d. Katrine Krogh Andersen, Miljøstyrelsen, tlf. 32 66 02 66
  • Pressechef Mikkel Aarø-Hansen, Departementet, tlf. 33 92 74 92

Abonnér på nyheder

Få tilsendt en mail når Miljøministeriet udsender en nyhed.
Tilmeld/afmeld

Genveje
Miljøministeriet - Børsgade 4 - 1215 København K - Tlf: 7254 6000 - Email: