Klimaplan: Danmark når sit Kyoto-mål

21. december 2006

Regeringen offentliggør i dag hovedlinierne i den såkaldte allokeringsplan, som tildeler danske virksomheder kvoter for, hvor mange drivhusgasser, de må udlede. Med planen står det klart, at Danmark vil leve op til sit klimamål, som er blandt verdens mest ambitiøse.

"Med denne klimaplan er det slået fuldstændig fast, at Danmark vil leve op til sit Kyoto-mål. Det vil først og fremmest ske ved, at vi strammer kvoten for virksomhederne og især elselskaberne, som dermed bliver nødt til at være endnu mere effektive i fremtiden. Klimaplanen er dog mere end en kvoteplan. For udover de strammere kvoter har regeringen besluttet, at vi igangsætter yderligere nye hjemlige klimatiltag, der vil bidrage til at reducere udledningerne og fremme teknologiudviklingen i de sektorer, som ikke er kvotebelagte. Endelig fortsætter vi en aktiv klimaindsats i Østeuropa og i ulandene. Indsatsen vil både bidrage med teknologioverførsel og til at vi når Danmarks klimamål i 2008-12. Samlet set står vi altså med en bred og meget fornuftig vifte af virkemidler", siger Connie Hedegaard.

Det kvoteomfattede erhvervsliv - industri, elværker, varmeværker og offshore - vil samlet set få reduceret deres tildeling af kvoter med godt en fjerdedel i perioden 2008-12 i forhold til perioden 2005-07. Elsektoren vil skulle levere de største reduktioner. Regeringen har besluttet ikke at ændre på CO2-afgiften som led i allokeringsplanen.

Danmarks klimamål er blandt de mest ambitiøse i verden, da vi har påtaget os en reduktionsforpligtelse på 21 % i 2008-12 i forhold til udledningerne i 1990. I 2002 forpligtede vi os juridisk til at leve op til denne forpligtelse, også selv om Danmark i sidste ende ikke bliver hjulpet i den såkaldte "basisårssag". Bliver Danmark ikke det, vil vores reduktionsforpligtelse reelt svare til 28 %.

"Vi har allerede gjort en meget stor indsats i Danmark på klimaområdet. Men der må ikke herske tvivl om, at det stadig er en kolossal stor udfordring for det danske samfund at leve op til klimamålet. Balance er nøgleordet. Opgaven har været at finde en måde at leve op til verdens hårdeste forpligtelse på. På den ene side skal vi tvinge industri og energisektor til fortsat at blive mere effektive. På den anden side nytter det jo ikke, at vi lukker danske virksomheder, mens virksomhederne i verden omkring os kører videre som hidtil. Jeg synes, der er fundet en fornuftig balance mellem mange forskelligartede hensyn, herunder en balance mellem hjemlige og udenlandske tiltag", siger Connie Hedegaard.

Miljøministeren og Transport- og Energiministeren vil nu invitere Folketingets partier til en gennemgang af regeringens udspil. Planen vil blive sendt i høring i januar.

Læs fakta om hovedlinierne i regeringens udspil til allokeringsplan her.

Se figur og tabel om allokeringsplanen her.

Yderligere information:

  • Pressechef Mikkel Aarø-Hansen, Miljøministeriet, tlf. 33 92 74 92 eller 20 81 58 92
  • Fuldmægtig Martin Lindgreen, Miljøministeriet, tlf. 33 92 76 74 eller 20 81 62 41
     

Abonnér på nyheder

Få tilsendt en mail når Miljøministeriet udsender en nyhed.
Tilmeld/afmeld

Genveje
Miljøministeriet - Børsgade 4 - 1215 København K - Tlf: 7254 6000 - Email: